Hvorfor Omø

Når man flytter til Omø, følger drømmene med. 

Lad os prøve, vi kan altid flytte tilbage til Nørrebro, hvis vi vil. Sådan var rationalet bag, at vores lille familie flyttede til Omø. Til et job, og et eventyr.  

Efter blot 6 måneder, hvor jeg havde gået forbi Husmandstræde 8 dagligt, var kærligheden til det lille gule hus så stort, at vi besluttede at købe det. Før det havde vi boet til leje. Vi købet huset, som på papiret var lidt større end vores lejlighed på Nørrebro, og så blev vi permanente øboer. Vores familie bestod af mor, far, datter og søn. En god lille kernefamilie. Børnene var 3 og 4 da vi flyttede til Omø. 

 

Det skal siges at mormor og morfar boede på Omø, så vi flyttede hjem, og det var virkelig dejligt for os alle. Endelig skulle vi ikke hjem med færge, bus og tog til København hver søndag, men kunne blive og nyde livet hver dag. 

 

Det første forår i vores nye hjem. Hønsegård, blomstrende frugttræer og en flagstang. Skønne glade børn, der værdsætter og nyder livet. 

 

 

Jeg havde skrevet mit speciale i og om historiens hus, som er Omøs lokale arkiv. Om hvordan det sted man vokser op har indflydelse på det menneske man bliver og hvordan læring gennem genstande og materialitet kan anskueliggøres og dokumenteres. Men da jeg kom til Omø, var der andre interesser der blev vagt, og derfor købte vi i sommeren 2017 Smedens Have på Husmandsstræde 10, hvor vi startede en permahave.  

 

 

Der er mange gode stunder på Omø, men der er intet der slår hestesko i haven på de lune sommerdage. Konkurrencen er hård, og det ender ofte med at vi må havde lys op, så vi kan spille til langt ud på natten. Hestesko kast er Omøs nationalsport, og der er mange der er meget gode til det. Børnene elsker det også, og kan være med fra en ung alder. Men der gives ikke ved dørene, så man må øve sig og blive god i en fart. 

 

Der er altid mange spørgsmål og holdbarheden af at leve som var det en svundet tid. Hvor børnene trygt kan gå og cykle rundt på øen. Hvor skolen er lille og tæt på. Hvor folk kender dig og ved hvem du er. Hvor hyper kompleks og banderelateret er så fjernt fra hverdagen, som noget kan være. Hvor verden udenfor virker langt væk, især når man står og kigger ind. Men hvis jeg skal være ærlig, så har jeg, før jeg flyttede til Omø, ledt efter dette uden i verden og der hvor jeg kom tættest på, det var faktisk i “gården på Nørrebro”. Vi er alle mennesker, og mange ønsker tryghed og nærhed i hverdagen, og den er at finde i hele verden. Vi har bare valgt den form, der hedder Omø og Ø livet, og det er ikke så fjernt fra alle de andre øer af nærhed og sammenhold, vi kan skabe i vores liv, lige meget hvor vi vælger at bo. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *